Jagten går ind på præcision og nøjagtighed

Ved solopgang den 16. maj går bukkejagten atter ind og marker, skove og skel befolkes for en stund af landets morgenfriske jægere. Forud for jagten er gået en række forberedelser med opsætning af skjul og ikke mindst indskydning af jagtriflen.

Skydning med jagtriffel minder på mange måder om landmåling – det handler om at være både præcis og nøjagtig på samme tid, både for at kunne afgive et sikkert skud, og i landmålingen for at kunne levere et troværdigt, videnskabeligt korrekt måleresultat.

Den første forudsætning for at kunne levere et troværdigt resultat, er at man som jæger og landmåler, er i stand til at skyde præcist. For landmåleren betyder præcist, at man er i stand til at kunne bestemme det samme punkt med samme koordinater flere gange, mens det for jægeren betyder, at skudserierne skal sidde samlet. Dette begreb benævnes i landmålingens fejlteori som spredningen (σ)på den enkelte måling.

En rutineret skytte og en rutineret landmåler, vil være i stand til at ramme sted med en meget lav spredning. Spredningen kan illustreres ved, at grafen under skiven vokser der hvor skiven rammes. De steder hvor man ramme ofte, vil således blive de højeste på grafen, mens de steder der træffes knap så ofte vil blive lave – som illustreret her, hvor det antages at de fleste skud sidder i midten af skiven.

En urutineret og utrænet landmåler eller jæger, vil typisk have en større spredning end den rutinerede, ligesom elementer såsom vejr, vind, præstationsangst, stress og andet vil kunne påvirke spredningen på skuddet. En stor spredning vil gøre at den røde kurve bliver mere flad, mens en lille spredning vil medfører en højere og mere spids kurve.

Når jægeren og landmåleren nu er i stand til at skyde og måle med en lav spredning, er det nu væsentligt, at sigtepunkt og træfpunkt er sammenfaldende. Det er ikke til meget hjælp, at være dygtig til at ramme, hvis sigtet er indstillet forkert.